SB

Vi har kendt hinanden i efterhånden, hvad bliver det, fem-seks år? Kemien har altid været der; du er en af de sjoveste personer jeg kender. Din humor er upassende, dog uden at være ondskabsfuld. Du siger det jeg tænker, men da jeg jo er “en pæn pige”, siger jeg det aldrig højt. Men det gør du, du siger, hvad der passer dig. Og jeg morer mig, noget så kosteligt.

Det er ikke fordi vi har siddet lårene af hinanden i årenes løb. Vi har haft undervisning sammen, men ikke set hinanden privat. Jo da, til et par fester i ny og næ, vi har jo en stor fælles vennegruppe. Jeg har altid nydt det, de gange vi har set hinanden og snakket sammen – du har også virket til at hygge dig. Der har egentlig aldrig været decideret flirt i luften, men en form for samhørighed, tror jeg godt man kan kalde det, har vi vist begge følt.

Tilfældighederne ville det, at vi har set hinanden regelmæssigt det sidste halve år. Vores veje har krydset hinanden på uni oftere end før og i sådan en grad, at vi er begyndt at læse sammen, forberede os på den kommende eksamen. Vores medstuderende har kommenteret på, at vi altid er sammen. “I er så søde”, siger de. En fælles ven har endda spurgt mig (mere end en gang), om der var sket “noget” mellem os.

Jeg synes virkelig det har været dejligt at lære dig bedre at kende de sidste måneder. Du er sjov, du er flot, nok den type jeg ville kigge efter i byen. Du er lynende intelligent.

Men du er altså også lidt af et mysterium. Jeg ved helt ærligt ikke 100%, hvor jeg har dig.

Jeg har kendt dig gennem mange år og jeg ved, du er humørsyg. Pludselig bider du hovedet af den der sidder overfor dig og dét skræmmer mig. Har ikke oplevet det på egen krop, men har set det ske. Flere gange.

Hvis du har en off-day kan du være modbydelig, resten af tiden er du skøn.

Resten af tiden har jeg lyst til at kysse dig.